Tagensvej. Ved Mjølnerparken. Vådt, diset, november. Klokken er halv seks. Omkring 100 somaliske kvinder er mødt op til sørgedemonstration. Ansigterne er forvrængede og forgrædte.
’Vi har fået nok. Ikke mere, ikke mere, ikke mere’, råber de. En mand er blevet likvideret. Han var en ledende skikkelse i en verden, hvor barndomskammerater blev til dødsfjender, brunøjede drenge blev til brutale mænd, og hvor nævekampe blev til knivkampe, som blev til bandekrig med maskinpistoler. Til sidst døde han. På samme måde, som han levede.




























