Kulegravning: Ikke flere hænder til pleje ved at fjerne regler

Lyt til artiklen

Med en større kulegravning håbede regeringen at kunne fjerne regler og krav til dokumentation for i stedet at få mere pleje til de ældre.

Efter arbejdet er der dog ikke mange konkrete forslag til oprydning i bureaukratiet.

Der er ingen bud på, hvordan der kan skaffes mere pleje til de ældre ved at fjerne regler og krav, skriver Jyllands-Posten.

Anna Wilroth, seniorkonsulent i Ældre Sagen, fortæller til avisen, at hun ikke kan finde flere varme hænder til de ældre i den nye rapport. Det havde hun dog heller ikke forventet.

»Nu står det klart, at ældreområdet ikke er spundet ind i masser af unødvendige regler og dokumentationskrav, og det er positivt, fordi vi kan komme videre med en reel diskussion af, om der er ressourcer nok«.

»Nu ved vi, at de ikke kan trylles frem ved at fjerne regler«, siger seniorkonsulenten til Jyllands-Posten.

Ældreminister Thyra Frank (LA) lægger over for Jyllands-Posten ikke skjul på, at hun 'gerne havde set flere konkrete anbefalinger', men hun understreger også, at der er ting at gå videre med.

Eksempelvis mener hun, at man kan gå videre med forslaget om, at indberetningen af utilsigtede hændelser i ældreplejen ikke behøver at foregå på computer, men kan indberettes på papir.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her