Ngo'er kritiserer lukkethed om ny dansk kurs i Palæstina

Lyt til artiklen

Det står ikke klart, hvorfor regeringen kort før jul besluttede at indføre klarere og strammere betingelser for israelske og palæstinensiske ngo'er, der modtager dansk udviklingsbistand.

Regeringen bør fremlægge de konkrete, bistandsfaglige bevæggrunde til beslutningen.

Sådan skriver generalsekretærerne for Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, Dignity, EuroMed Rights og Oxfam Ibis i et fælles brev til udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

Det skriver Dagbladet Information.

»I kombination med et stigende pres på det palæstinensiske og israelske civilsamfund og deres donorer, risikerer Danmarks ændrede betingelser at efterlade det indtryk, at det ikke er bistandsfaglige argumenter, men derimod politiske hensyn, der ligger til grund for beslutningerne«, står der blandt andet i brevet ifølge Information.

Ngo'ernes kritik kommer efter, at Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse kort før jul erklærede, at en undersøgelse af de 24 danskstøttede ngo'er i Israel og Palæstina havde 'påvist et behov' for at stille klarere og strammere betingelser for at få del i Danmarks civilsamfundsstøtte.

I den forbindelse annoncerede regeringen en række ændringer i Danmarks civilsamfundsstøtte i Israel og Palæstina.

Men det fremgår ikke, hvordan der er blevet 'påvist' et sådan behov, og regeringen har afvist at offentliggøre ministeriets undersøgelse.

Når de danske ngo'er henvender sig til Anders Samuelsen, skyldes det, at de 'helt grundlæggende vil have slået fast, om Danmarks udviklingspolitik bliver ført af den danske eller israelske regering', fortæller Tim Whyte, der er generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, til Information.

Ngo'ernes brev får ikke umiddelbart Anders Samuelsen til at fremlægge Udenrigsministeriets rapport eller på anden måde uddybe baggrunden for, at regeringen fremover vil stille strammere betingelser til ngo'er, der modtager støtte.

I en mail til Information skriver han:

»Civilsamfundsorganisationer kan spille en central rolle i forhold til at løse op for konflikten mellem israelere og palæstinensere«.

»Derfor har vi meldt klart ud, at Danmark fastholder støtten til civilsamfundsorganisationers arbejde i Palæstina, og at der ikke ændres på det samlede niveau for menneskerettighedsstøtten«.

En samlet opposition har kaldt Anders Samuelsen i samråd om sagen onsdag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her