Børnehave ramt af misbrugssag er brændt ned til grunden i nat

Børnehaven Taastruphøj i Høje-Taastrup som den ser ud her til morgen.
Børnehaven Taastruphøj i Høje-Taastrup som den ser ud her til morgen.
Lyt til artiklen

Tidligt onsdag morgen er brandvæsenet fortsat i gang med slukningsarbejdet, efter at børnehaven Taastruphøj i Høje-Taastrup sent tirsdag aften brød i brand.

Børnehaven er brændt ned til grunden.

»I øjeblikket venter vi på, at brandfolkene bliver færdige med at slukke branden, så vi kan komme i gang med efterforskningen«, siger vagtchef Thomas Mejborn fra Københavns Vestegns Politi kort før klokken seks onsdag morgen.

Branden sker kort tid efter, at det tirsdag kom frem, at en 14-årig dreng, der var i skolepraktik i børnehaven, ifølge kommunen havde erkendt overgreb på fem små piger i institutionen.

»Vi lægger os ikke fast på en sammenhæng, men det er selvfølgelig noget, vi tager med i efterforskningen«, siger Thomas Mejborn.

Ifølge TV2 Lorry skal overgrebene være sket i selve institutionen.

Fredag 26. januar blev alle forældre indkaldt til et hastemøde af Høje-Taastrup Kommune.

Her blev forældrene orienteret om, at en af institutionens ansatte har forgrebet sig på mindst fem børn i den periode, han har været i institutionen.

Det fortalte en forælder til TV 2 Lorry tirsdag.

Københavns Vestegns Politi bekræfter, at det har modtaget en anmeldelse fra Høje-Taastrup Kommune, som politiet er ved at se nærmere på.

Den mindreårige var i et praktikforløb for skoletrætte unge og skulle have været i institutionen i et halvt år.

Høje-Taastrup Kommune oplyser ifølge tv2.dk, at den 14-årige allerede i sidste uge erkendte overgrebene.

Sagen er overgivet til de sociale myndigheder, da drengen er under den kriminelle lavalder.

Politiet modtog anmeldelsen om branden tirsdag klokken 23.57.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her