Selvom tømte strejkekasser og en storkonflikt lurer lige om hjørnet, har landets fagforeninger kronede dage. En rundspørge foretaget af Politiken blandt fem af de største fagforeninger viser, at medlemmerne i øjeblikket strømmer til i hobetal.
31-årige Olga Katrine Schildt Nabe-Nielsen er en af dem. Siden starten af februar har hun arbejdet som underviser og mentor i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune. Den 27. februar meldte hun sig ind i fagforeningen HK Kommunal.





























