Lyt til artiklen
Det er ingen hemmelighed, at jeg bliver lidt træt i ansigtet, når mine børn fortæller, at de har set film i skolen. Det sker desværre oftere, end jeg bryder mig om. En af de kedelige sideeffekter af at skifte tavlen ud med et smartboard er, at YouTube kun er få klik væk. Og jeg har gennem årene måtte lægge ansigt til mange fortællinger om, at de har set try not to laugh-videoer og andet hjernedød underholdning i skoletiden.
En af de værste fortællinger kom fra min ældste søn, der på det tidspunkt gik i 5. klasse: De havde vikar, en mandlig 4.g’er med studenterhuen klemt ned mellem ørerne, som valgte at bruge en undervisningstime på at afspille musikvideoer. En af dem var med nogle dansende kvinder i meget små bikinier.
