Grå og lun forårsweekend byder kun på enkelte solstrejf

Cykelfolket vil ikke opleve den helt store modvind på cykelstierne, men til gengæld bliver weekenden vejrmæssigt grå med enkelte lyspunkter. 
     Jens Dresling/POLFOTO
Cykelfolket vil ikke opleve den helt store modvind på cykelstierne, men til gengæld bliver weekenden vejrmæssigt grå med enkelte lyspunkter. Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Skyerne vil lægge sig over det meste af landet, og solen får kun i glimt lov at skinne i den kommende weekend.

Det siger Lars Henriksen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

»Fredag vil byde på gråvejr de fleste steder. Der kan komme en smule sol, men det bliver kun i de østlige dele af landet og Bornholm«, siger han.

I Jylland kan der fredag være lokal tåge først på dagen, og i løbet af eftermiddagen kan der falde en lokal regnbyge. Ellers vil det holde tørt de fleste steder.

Temperaturen vil fredag ligge mellem to og seks graders varme, og vinden vil være svag til frisk.

Op til 9 grader lørdag

Gråvejret fortsætter lørdag, hvor temperaturen tager et nyk opad til mellem fire og ni graders varme.

»Det bliver overvejende skyet, men i perioder kan der opstå lidt flere huller i skydækket«, siger Lars Henriksen.

Ligesom fredag vil vinden holde sig ro i løbet af lørdag med en svag til jævn vind fra syd.

Temperaturen vil natten til søndag nærme sig frysepunktet, men igen søndag vågner danskerne op til endnu en lun forårsdag, der dog atter bliver en grå en af slagsen.

»Søndag kan i perioder byde på lidt sol enkelte steder, og i Nord- og Vestjylland kan der komme nogen sol«.

»Ellers vil det være skyet, og enkelte steder kan der også falde en regnbyge«, siger Lars Henriksen.

Temperaturen vil ligesom lørdag ligge på mellem fire og ni graders varme

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her