Politi bjærger lig af ældre mand i nordjysk å

Lyt til artiklen

En person fandt fredag aften liget af en mand i Uggerby Å ved Sindal.

Nordjyllands Politi formoder, at det er en 83-årig mand, der blev meldt savnet 13. januar.

Det oplyser vagtchef Jesper Sørensen.

»Der er stor sandsynlighed for, at det er den 83-årige mand, der blev meldt savnet i januar«, siger vagtchefen.

Han tilføjer, at mandens familie er blevet underrettet.

Personen, der anmeldte fundet, ringede klokken 20.15 fredag aften til Nordjyllands Politi.

»Ud fra hvad jeg kan læse af døgnrapporten, så blev han fundet nede i åen«, siger Jesper Sørensen.

Nordjyllands Politi kender endnu ikke de nærmere omstændigheder og dermed heller ikke dødsårsagen.

»Men der skal være et ligsyn i starten af næste uge«, siger Jesper Sørensen.

Den 83-årige mand blev meldt savnet fra et plejecenter i Sindal, der ligger tæt på stedet, hvor liget blev fundet, oplyser vagtchefen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her