Forgiftede pensionister i bedring efter herrefrokost

Lyt til artiklen

Et selskab af 11 pensionerede arbejdskammerater, der alle er i 80-årsalderen, blev søndag indlagt med symptomer på såkaldt pølseforgiftning. Syv af dem er indlagt på Sygehus Sønderjylland.

Her er de alle i bedring, inklusiv den ene patient der ligger på intensiv afdeling.

Det oplyser lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland Bjarne Dahler-Eriksen.

»Alle er vågne og taler. De har stadig symptomer i form af kvalme, og nogle af dem har også synsforstyrrelser«, siger han.

»De typiske symptomer er, at man får kvalme, kaster op, almen utilpashed, synsforstyrrelser og begyndende lammelser, hvis sygdommen får lov at udvikle sig«.

»Det er det, man særligt er bekymrede for: Lammelser i muskulaturen omkring brystregionen og mellemgulvet, så man får svært ved at trække vejret«.

En har ikke reageret på modgift

Lægerne på sygehuset har haft et tæt øje på den ene patient på intensiv, da han fik modgiften for forgiftningen.

»Vedkommende er ikke i respirator og har ikke reageret på modgiften«, siger Bjerne Dahler-Eriksen.

»Det er sådan, at når man får den her modgift, så kan man få en voldsom allergisk reaktion. Det er en tilstand, hvor man taber blodtrykket og ikke kan få luft«.

»Derfor bliver vi nødt til at have patienter, der får denne modgift, et sikkert sted, hvor man kan håndtere dem«.

Familier spiste sammen: 11 indlagt med kvalme, opkast og dobbeltsyn

Blandt de seks, der ligger på det medicinske afsnit, er bedringen så stor, at lægen, som har gået stuegang mandag morgen, ikke vil udelukke, at nogle af dem kan udskrives allerede mandag.

Indtil videre er årsagen til forgiftningen ikke kendt.

En af de fire andre fra selskabet er indlagt på Rigshospitalet, som ikke ønske at oplyse noget om specifikke patienters tilstand.

Indtil videre er årsagen til forgiftningen ikke kendt. Fødevarestyrelsen venter mandag morgen på svar fra de prøver, som er indsamlet fra resterne af selskabets middag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her