Usædvanligt mange lokoførere er fortsat sygemeldte hos DSB fredag og hen over weekenden.
Torsdag oplyste DSB, at der var tre gange så mange sygemeldinger som normalt, og at selskabet anser det for en maskeret arbejdsnedlæggelse.
Statsbanerne oplyser på sin hjemmeside fredag middag, at der kører færre tog på Fyn og enkelte steder i Jylland til og med søndag.
»Ændringerne skyldes ekstraordinært stort sygefravær hos lokomotivpersonalet«, skriver DSB.
Omkring 100 lokoførere var torsdag sygemeldt. Det er omtrent det samme fredag, lyder fra DSB, der derudover ikke har nogen kommentarer til situationen.
Lokomotivførere og DSB's ledelse er stødt sammen i dyb mistillidTorsdag meldte DSB, at selskabet ville indbringe sagen for Arbejdsretten. I første omgang blev der dog holdt et stormøde mellem arbejdsgivere og lønmodtageres organisationer.
Sidste skoledag
Fredag er sidste skoledag for landets folkeskoler, og de kommende dage er store rejsedage. Men der bliver altså færre togafgange at vælge imellem for rejsende på Fyn og i Jylland.
DSB og fagforeningen har i forvejen en anden sag verserende i Arbejdsretten. Den handler om, at den statslige virksomhed DSB i slutningen af 2017 meldte sig ind i arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri.
Det betyder, at de ansatte, som før var statsligt ansatte, skal flyttes over på andre overenskomster, og at lokalaftaler er opsagt.
ritzau
fortsæt med at læse



























