Lyset fra en smartphone eller en iPad kan gøre det svært at falde i søvn eller give en dårlig nattesøvn. Det ved Nanina Johansen egentlig udmærket godt.
»Men det er da sjovt, at selv om du ved det, så hjælper det overhovedet ikke på det«, siger hendes kæreste, Andreas Zorn. De to sidder ved spisebordet i deres rækkehus i Herlev, og Nanina Johansen har netop fortalt, at parret hver aften efter sengetid gerne stirrer ind i lyset fra hver sin iPhone i en times tid, før de lægger sig til at sove.


























