I en sag om indsmugling af op mod et halvt ton hash har en dommer i Aarhus onsdag varetægtsfængslet en 46-årig mand.
Manden blev forleden anholdt af hollandsk politi og derefter udleveret til Danmark, oplyser politiet.
Sigtelsen drejer sig om 300-500 kilo hash, oplyser anklageren i sagen, Mette Fladkjær.
De nærmere detaljer i sagen ønsker anklageren ikke at sige noget om. Hun henviser til, at dørene til retsmødet blev lukket af hensyn til den fortsatte efterforskning.
Den 46-årige overvejer, om han vil kære afgørelsen om fængsling til Vestre Landsret. Fristen er sat til 23. juli.
Sagen indgår i et stort kompleks, som drejer sig om smugleri af og handel med såvel hash som kokain.
Efter længere tids efterforskning slog specialgruppen Særlig Efterforskning Vest i marts til i samarbejde med betjente i Sverige og Holland. Ved den lejlighed blev i alt 20 personer anholdt.
I juni blev der afsagt dom over en 33-årig mand. Han tilstod smugleri af 800 kilo hash og groft hæleri. I oktober sidste år rejste han til Malaga i Sydspanien med godt en million kroner i kontanter i kufferten. Straffen blev fængsel i fire år og seks måneder.
ritzau




























