En person er kommet alvorligt til skade, efter at en motorcyklist onsdag aften ramte en fodgænger i centrum af København.
Det oplyser Københavns Politi, der fik alarmen om ulykken klokken 18.55.
Ulykken skete ved Industriens Hus i krydset mellem H.C. Andersens Boulevard og Vesterbrogade.
»Jeg kan endnu ikke sige noget nærmere om, hvordan ulykken skete, men fodgængeren er kommet alvorligt til skade«, siger vagtchef Carsten Reenberg fra Københavns Politi.
I forbindelse med ulykken er H.C. Andersens Boulevard spærret mellem Stormgade og Vesterbrogade i retning væk fra Amager.
På Twitter oplyser politiet, at vejen vil være spærret til klokken 20.30. Indtil da ledes trafikken enten via Stormgade eller Tietgensgade.
ritzau




























