Københavns Vestegns Politi gennemsøger Vintappersøen i Lyngby og kan ikke udelukke, at der er sket noget kriminelt.
Eftersøgningen sker i samarbejde med Forsvarets dykkere, Rigspolitiets kriminalteknikere samt hundeførere og politihunde fra Sverige, som er særligt trænet i at søge efter liglugt i vand.
Ifølge politiet er det i forbindelse med sagen om den forsvundne 43-årige mand Sabedin Veseli.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
»Vi kan ikke afvise, at der er sket noget kriminelt i forbindelse med mandens forsvinden. Vi fandt som bekendt hans bil nær Vintappersøen i sidste uge, og derfor har vi nu valgt at søge efter ham i søen«, siger politikommissær Ole Nielsen.
Den efterlyste forsvandt sporløst 4. februar fra sin bopæl i Ballerup. Manden har siden da været efterlyst af politiet.
ritzau




























