Døve og tegnsprogstolke har i årevis bedraget de offentlige kasser for millioner af kroner.
Det er det billede, der tegner sig, på baggrund af Politikens aktindsigter og samtaler med en lang række folk i det danske døvemiljø.
Metoderne til at begå socialt bedrageri er mange. Den hyppigst beskrevne metode er at misbruge døves ret til 20 timers betalt tolkebistand om ugen i forbindelse med deres arbejde. En tegnsprogstolk koster mellem 650 og 980 kroner i timen og har til opgave at tolke mellem tegnsprog og tale. Ved at lyve om antallet af tolketimer kan en døv og en tolk i fællesskab fakturere kommunen for tolketimer, der aldrig har fundet sted. Det kan give en indtægt på helt op til 78.400 kroner om måneden, som parterne kan dele.
En af dem, der gjorde brug af snyderiet, er Michael Skou Vestergaard, der fortæller sin historie i dagens Politiken.
»Jeg så alle de andre køre i dyre biler og have flotte huse og tænkte: Nu er det min tur. Jeg snød i fem måneder, inden jeg gik til bekendelse, men snyderiet i miljøet har stået på i næsten 20 år, siden tolkemarkedet blev liberaliseret«, siger Michael Skou Vestergaard, der er hørehæmmet.
I marts meldte han sig selv for socialt bedrageri i omegnen af 600.000 kroner. Han siger, han løj om antallet af tolketimer og fakturerede flere kommuner for samme opgave. I de seneste måneder har han udpeget huller i lovgivningen til møder med politiet, kommuner og styrelser.
Ifølge Politikens oplysninger har kommuner over hele landet lige nu sager, hvor de undersøger muligt socialt bedrageri med tolkemidler.
I en verserende sag i København kræver kommunen tilbagebetaling af 7.080.617,17 kroner fra et tolkefirma for uberettiget tilskud til tegnsprogstolkning mellem 2014 og 2017.
Michael har fået en lavine til at rulle i døvesamfundet, efter han sprang ud som storsvindlerI Danske Døves Landsforbund tager man afstand fra snyderiet:
»Mistanken om misbrug rammer os alle, derfor er det meget vigtigt, at vi overvejer, hvordan vi bruger vores tolkebevilling. Som tolkebrugere er det vigtigt, at vi ikke bidrager til eventuelt misbrug, hverken bevidst eller ubevidst«, skriver forbundet i en pressemeddelelse.
Ifølge flere døve, Politiken har talt med, har snyderiet været alment kendt i det lille miljø, som tæller knap 4.000 døve eller hørehæmmede personer. En af dem, der har forsøgt at gøre opmærksom på problemet, er Troels Madsen, tidligere redaktør for Danske Døves Ungdomsforbunds medlemsblad Visualis:
»Det er lidt tabu at tale om i døvemiljøet, da modellen med tolk til arbejdsmarkedet er et fantastisk fleksibelt system, så længe man ikke snyder med det. Derfor frygter mange, at reglerne bliver lavet om, hvis der gøres opmærksom på det«.
Under normale omstændigheder skal den høje timepris for en tegnsprogstolk også dække forberedelse, transport, administration, ferie og sygdom. Men i flere sager har døve oprettet enkeltmandsvirksomheder, hvor de ansætter tolke, hvis eneste opgave er at tolke for den døve. Dermed bortfalder mange af de ekstra omkostninger for tolken.
Den døve udbetaler så en timeløn på 200-300 kroner til tolken og beholder resten selv. På den måde kan tolkebistanden finansiere to fuldtidsstillinger, uden at der foregår meget faktisk arbejde. Flere døve hævder over for Politiken, at ordningen ikke er ulovlig, men dog uetisk.
Minister vil rydde op
Kommunerne og staten deles om udgifterne til tolkebistanden. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har iværksat en tilbundsgående undersøgelse af området. Resultaterne skal ligge klar i slutningen af august.
»På baggrund af de oplysninger, vi har nu, tyder det på, at der finder et misbrug sted. Men jeg kan ikke sige noget om omfanget, før vi har kortlagt det ned i detaljen. Om nødvendigt må vi lave om på reglerne for tolkebistand. Men det er en svær balancegang, for vi ønsker jo at sikre, at de, der har brug for tolkning, også får det«, siger ministeren.
fortsæt med at læse
