Læge bag selvmordsmanual kan blive smidt ud af Lægeforeningen

Lyt til artiklen

Det skal undersøges, om formand for Læger for Aktiv Dødshjælp og tidligere overlæge Svend Lings har handlet i strid med Lægeforeningens etiske principper.

Det skriver Lægeforeningens blad Ugeskrift for Læger mandag. Undersøgelsen kan føre til påtale eller eksklusion fra foreningen.

Svend Lings har blandt andet udtalt, at han aktivt har hjulpet danskere med at dø, og han har offentliggjort en omdiskuteret selvmordsmanual på Læger for Aktiv Dødshjælps hjemmeside.

»Vi har i Lægeforeningen en række etiske principper, som alle medlemmer skal leve op til. Det er Lægeetisk Nævn, der afgør, om en læge har handlet i strid med disse principper eller ej«, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen:

»Vi ser i Lægeforeningens bestyrelse på Svend Lings’ udtalelser med stor alvor, og det er baggrunden for, at vi nu har taget dette skridt og henvendt os til nævnet«.

Svend Lings blev af Styrelsen for Patientsikkerhed midlertidigt frataget sin autorisation som læge sidste år efter at have fortalt, at han har hjulpet mindst ti mennesker til at dø ved at udskrive sovemedicin til dem.

Cirka et år efter fik Svend Lings af Styrelsen for Patientsikkerhed besked på, at styrelsen havde bedt Kammeradvokaten indlede en sag om permanent at fratage ham autorisationen som læge. Her ligger sagen fortsat.

Han er desuden tiltalt for et tilfælde af medvirken til et mislykket selvmordsforsøg og risikerer tre års fængsel, når han skal for retten til september.

Lægeforeningen har en række etiske principper heriblandt et, der lyder:

»Lægen må aldrig handle med hensigt om at forårsage patientens død eller medvirke til patientens selvmord«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her