Virksomheden Hjarnø Havbrug i Østjylland har gennem seks år givet Hedensted Kommune forkerte oplysninger om sin produktion på to havbrug. Det har virksomheden erkendt over for kommunen, efter at politiet begyndte at efterforske sagen og over for kommunen oplyste, at noget tydede på, at produktionen »i væsentligt omfang har oversteget miljøgodkendelserne«.
Havbrug belaster havmiljøet, fordi de udleder næringsstoffer som kvælstof og fosfor i vandet. Et havbrugs miljøgodkendelse fastsætter, hvor meget havbruget må udlede.




























