Det er to gråhårede herrer med furede ansigter og blå skjorter, der sidder på anklagebænken i den moderne retsbygning i Svendborg. Begge pensionerede læger.
Den ene, den 76-årige Svend Lings, står anklaget for at have udført aktiv dødshjælp, og den anden 83-årige Frits Schjøtt for at have udskrevet noget af den medicin, som er blevet brugt.




























