En 30-årig kvinde blev søndag erklæret død, efter at hun blev fundet livløs som følge af flere knivstik i en lejlighed i Aarhus.
Østjyllands Politi modtog søndag klokken 17.58 en anmeldelse om et muligt knivstikkeri i en lejlighed på Vilh. Bergsøes Vej i Aarhus V.
Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor de fandt den 30-årige kvinde.
Hun blev kort efter erklæret død.
De pårørende er underrettet.
Politiet har anholdt en 35-årig mand, der formodes at stå bag knivdrabet. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Der er tale om den 30-årige kvindes eksmand, som nu er sigtet for manddrab.
Han forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af mandag.
Her vil anklagemyndigheden sandsynligvis anmode om lukkede døre.
Af hensyn til den fortsatte efterforskning og de pårørende ønsker Østjyllands Politi mandag morgen ikke at kommentere sagen yderligere.
ritzau




























