Fundet af en død 42-årig mand på gaden i Hirtshals har søndag ført til, at to mænd søndag er blevet varetægtsfængslet af en dommer i Hjørring, skriver nordjyske.dk.
Mændene sigtes for vold med døden til følge. De skal være frihedsberøvet frem til 9. november.
De to er danskere og er henholdsvis 26 og 30 år. Den afdøde mand var en herboende rumæner, skriver nordjyske.dk.
Lørdag morgen blev han fundet liggende livløs på Sophus Thomsensgade. Han havde skader i ansigtet, og politiet indledte en efterforskning af sagen.
Grundlovsforhøret er foregået bag lukkede døre af hensyn til politiets fortsatte undersøgelser.
Umiddelbart vides det ikke, hvordan de to forholder sig til sigtelsen om dødelig vold. Men de har ifølge nordjyske.dk ikke appelleret dommerens kendelse om fængsling til landsretten.
ritzau




























