Indtil nu har centrum for den opsigtsvækkende svindel med 111 millioner kroner i Socialstyrelsen været en lyshåret kvinde fra Hvidovre med en ekstravagant livsstil.
Det meste af Danmark og sågar udlandet har måbende fulgt med i sagen, hvor 64-årige Anna Britta Troelsgaard Nielsen er sigtet for som medarbejder i styrelsen fra 2002 til 2018 at have tilranet sig de mange millioner, som hun tilsyneladende har brugt på blandt andet dyre heste og ejendomme i Sydafrika.


























