Undersøgelsen, der skulle afklare, om Forsvarsministeriets departementschef havde været inhabil, da han var med til at give sin kæreste en lønforhøjelse, havde været forberedt og gennemgået i en længere periode i et samarbejde mellem ministeriet og Kammeradvokaten, før den formelt blev bestilt af departementschefen selv.
Derefter blev den til gengæld gennemført på rekordtid. Kun fire dage varede det, fra departementschefen bestilte Kammeradvokatens notat, til den 26 sider lange gennemgang lå på forsvarsministerens bord med den konklusion, at nok havde departementschefen brudt reglerne, men sagen var ikke så alvorlig, at den skulle have nogen konsekvenser.




























