En rose så jeg skyde. Op af den frosne jord. (Tysk fra 1600-tallet)
På engelsk siger man, at der ikke findes en gratis frokost. At der altid er et gustent overlæg. Det passer ikke, når man selv er den glade giver.
Det var i begyndelsen af december. Solen havde taget sig gevaldigt sammen og sendte få, men livgivende fotoner af sted i en lav vinkel, og jeg havde madpakke med. Så jeg slog sørme ud med armen og inviterede mig selv på frokost i Ørstedsparken, 300 meter fra vores redaktion. Man skal være god ved sig selv op til jul.
Det eneste underlige var, hvorfor jeg ikke gør det hver dag?
At sidde på en grøn københavnerbænk med udsigt over en spejlblank sø er paradisisk. Selv om fingrene hurtigt bliver lidt stive, kan jeg mærke, blodet ruller raskt. Og man kan sagtens spise leverpostej med handsker på, når først den er pakket ud.
Lad isbjørnene danse
Tænk på isbjørnen i Zoo i København. Efter 20 år uden en eneste fødsel i den golde isbjørnegrotte, hvor det tonstunge landpattedyr levede i en psykosecentrifuge, er Lynn netop blevet mor efter at være flyttet i nye omgivelser.
Uden at være ekspert på dyreadfærd tør jeg godt vove egen hårpragt på, at det må være det her Arktisk Ring-halløj, der har tændt gløden i de pelsklædte lænder. At de nye lækre rammer, hvor isbjørnene kan strække ud og jage mad og en partner, betyder uendeligt meget for livskvalitet. Og giver mod på at føre arten videre.
Sådan tænker jeg, mens jeg mærker livsmodet dunke i mig, selv om jeg ikke som sådan får lyst til at parre mig.
Lunken centeroplevelse
Og det er bestemt mere livgivende, end da jeg første søndag i advent finder mig selv på centertorvet i Field’s, hvor Motor Mille fra DR’s Ramasjang med fartbriller og smart pailletnissedragt laver sig en solid biindtægt ved at pacificere de kommende generationer.
Jeg trækker væk fra det store PA-anlæg op ad rulletrappen op til et bord på niveau 2, food court, hvor man kan få mad fra hele verden. Det eneste, man ikke finder, er noget så topeksotisk som et sted at spise en madpakke. Eller hvor man kan fylde sin vanddunk, for på alle toiletterne er vandet programmeret til at være pislunkent.
Jeg ved jo godt, at vi lever i et vækstsamfund, og at ingen kan lave business på koldtvandshaner og omgivelser, hvor der er rart at være, uden at de kommer og vifter en om næsen med dankortlæseren. For selv legepladserne i Field’s sælges på timebasis hos Bounce, men så er det til gengæld også langt sjovere end noget, man selv kan finde på.
Men når jeg sidder på min bænk i Ørstedsparken, tænker jeg, at det alligevel er sært, at vi har købt ideen om plastikkortet som den magiske nøgle i en grad, så vi nærmest har mistet evnen til at fylde en drikkedunk og smøre en madpakke.
Så det nærmest er blevet utrygt at sidde på en bænk i Ørstedsparken og spise. Det er noget, marginaliserede mennesker gør. Jeg krøller mit madpapir sammen og går min vej og tænker, at det vil jeg gøre igen. Men selvfølgelig ikke så tit, at jeg ryger ind i et zoneforbud.
fortsæt med at læse
