Københavns Vestegns Politi rykkede fredag aften ud til en skudepisode i Søborg.
Anmeldelsen om skyderiet på Nordahl Griegs Vej kom klokken 19.55.
»En mand opsøger en anden mand i en have. På et tidspunkt truer han ham og affyrer et skud ned i jorden«, fortæller vagtchef Thomas Christensen.
Stak af til fods
Da han havde affyret skuddet, stak manden af til fods i retning mod Søborg Torv.
»Vi ved ikke, hvad der gik forud, eller hvorfor han opsøger manden i haven«, siger vagtchefen.
Der er umiddelbart ikke noget, der tyder på, at episoden skulle være banderelateret.
Manden, der skød, beskrives som 20-25 år, 180-190 centimeter høj og spinkel af bygning.
Fredag aften havde han en hvid maske for ansigtet og var iført en mørkeblå Peak Performance-jakke og lyse bukser.
ritzau




























