Ældre kvinde mister livet i højresvingsulykke

Lyt til artiklen

En 86-årig kvindelig cyklist blev tirsdag dræbt i en højresvingsulykke i Tønder.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 12.50.

Kvinden kom cyklende ad Nordre Industrivej i samme retning, som en lastbil. Ved Hydrovej overså lastbilchaufføren cyklisten, da han skulle dreje til højre.

Den 86-årige kvinde, der kommer fra lokalområdet, blev dræbt på stedet.

»Lastbilchaufføren opdager ikke, at han rammer cyklisten og fortsætter til en nærliggende virksomhed, hvor vi efterfølgende får kontakt med ham«, fortæller vagtchef Erik Lindholdt.

Ifølge vagtchefen er den 69-årige lastbilchauffør, der kommer fra Tinglev, rystet efter ulykken.

»Der er sørget for krisehjælp til ham gennem hans vognmandsfirma«, siger Erik Lindholdt.

De pårørende til den dræbte cyklist er blevet underrettet om ulykken.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her