Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Mænd fra Langeland sigtes for revolvere

Lyt til artiklen

To revolvere og en riffel er nævnt i de sigtelser, som Fyns Politi har rejst mod to mænd, der blev anholdt i en politiaktion på Langeland tirsdag.

Det oplyser anklager Christian Nielsen efter et grundlovsforhør onsdag i Retten i Svendborg.

Her har en dommer besluttet at varetægtsfængsle mændene, der er henholdsvis 25 og 48 år, i fire uger.

De blev anholdt i forbindelse med en større aktion i Simmerbølle på Langeland.

Riffel, narkotika og sprængstof

Politiet mener, at begge mænd har besiddet de to revolvere, og at den ene desuden har ligget inde med en riffel.

Desuden indgår det i de sigtelser, der er rejst, at de skal have håndteret cirka 500 gram sprængstof. Oveni kommer narkotika.

De to mænd har ikke kæret dommerens kendelse om varetægtsfængsling til landsretten, oplyser Fyns Politi. Grundlovsforhøret er foregået bag lukkede døre. Hvad mændene har forklaret, er derfor ikke kendt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her