Make my wish come true
All I want for Christmas is you
(Mariah Carey, 1994)
Jeg startede december noget vredladent, indrømmet.
En af vores layoutere, som er på tålt ophold fra Næstved, mente, at der skulle hænges en guirlande i avispapir (vi er jo klimavis) lige hen over min skærm.
Da jeg høfligt påpegede det indlysende urimelige i, at folk kommer ind over kommunegrænsen og tvangspynter andres comfort zone, anbragte hun en kravlenisse med sit eget ansigt på min skærm, så jeg ikke kan komme op i højre hjørne med musen for at klikke på det kryds, der lukker dokumentet.
Derhjemme er jeg ramt af julesnoren, en 16 meter lang sejlgarnssnor, tværs gennem to stuer, som min kone mener skal forsynes med et stykke nyklippet julepynt per mand per dag. Selv om vi allerede har 7 flyttekasser stående ved siden at tørretumbleren med stjerner og musetrapper, som det produktionskollektiv, der kalder sig min familie, har frembragt år efter år.
Tvangsfletning
For at bevare husfreden tvangsflettede jeg 3. december et hjerte. Færdigt arbejde.
Bagefter trøstede jeg mig selv med den Irma-chokoladekalender, som de, der kalder sig min familie, har købt for at stemme mit sind i mildere juletoner. Hurtigt afgjorde jeg dog med mig selv, at man godt må tage næste dags fyldte chokolade, når man runder midnat. Problemet er så bare, at så kommer man i underskud næste dag. Så nu er min kalender tom og ligner noget, en grævling har ædt og dernæst parret sig med.
Så sad jeg der med chokoladefedtede fingre og var juleolm helt på linje med den far, der skrev ugens mest læste læserbrev om, at hans kone havde fået at vide af børnehavepædagogen, at det godt nok var for dårligt, at deres barn ikke tror på nisser.
Først tænkte jeg, at han selvfølgelig har ret. For det kan ikke være daginstitutionens opgave at tvinge forældre til at bilde børn ’en masse vås ind’.
Omvendt, så tror vi jo på så meget, man ikke bare lige kan forklare. Klimaforandringer, kongehuset, glutenallergi og det vigtige i at have gummistøvler med, også selv om det ikke regner lige nu. Alt sammen emner, vi kan skændes om lige til juleaften.
Håndgribeligt
Måske handler det om det, tyskerne kalder Fingerspitzengefühl. Og her tænker jeg ikke på den fede fornemmelse, det giver i fingrene, når man sidder inde på sit arbejde og skriver en sarkastisk besked til børnenes klasselærer eller beder skolebestyrelsen om at redegøre for andelen af vikartimer, som blev taget af ikkeuddannet personale i indeværende skoleår.
Men om nærhed. Om det, englænderne kalder hands-on, at være så tæt på, at man fornemmer hinanden og mærker nuancerne.
I virkeligheden burde man kun have lov at tale med folk, der er inden for armslængde. Og uden at en skærm indgår. Nærhed kan udjævne ideen om andres særhed. Mærk verden, og accepter andre folks mærkværdighed.
Vi skal ikke frygte nissen. Det er skærmtrolden og ideen om, at verden kan styres per fjernbetjening, vi skal prøve at smide på bålet. Det duer ikke at sidde i skærmens blå skær og forklare, hvad man selv ville have gjort, hvis man havde været den anden.
Tænkte jeg mildt, inden det var tid at slukke for mit eget apparatet og gå hjem og fejre 3. advent med de hypomaniske stearinlyslugtende juleaber hjemme på Østerbro.
Hvis ellers jeg kan finde krydset oppe i hjørnet for bare julepynt.
fortsæt med at læse
