Langsomt trådte en sortklædt gråhåret kvinde ind ad døren til retslokalet i Retten i Lyngby, mens hun støttede sig til sine to krykker. Hun var klædt i sort fra top til tå med en lang, sort uldfrakke, sort rullekrave, sorte bukser og sorte lædersko. Hun havde rødlig læbestift og perleøreringe på.
En fremtoning, som stemmer godt overens med det førstehåndsindtryk, som den 61-årige norske bedrageritiltalte kvinde gav flere af de mennesker, som i dag afgav forklaring i retten, om det bedrageri og tyveri, som kvinden, ifølge tiltalen, har begået mod dem.




























