Fynboer, østjyder og nordsjællændere er hårdt ramt af juleindbrud

Arkivfoto. Foto: Katinka Hustad/POLFOTO
Arkivfoto. Foto: Katinka Hustad/POLFOTO
Lyt til artiklen

Færre danskere har fået sig en slem overraskelse, når de er kommet hjem i juledagene.

Antallet af indbrud i juledagene er torsdag formiddag nået op på 744. Dermed har der fra 20. december til 27. december været færre end samme periode sidste år.

I 2017 var det tilsvarende tal 815, oplyser Rigspolitiet.

Opgørelsen handler om anmeldelser til politiet - altså når folk er kommet hjem og opdager, at der har været ubudne gæster i deres bolig.

Anmeldelserne drejer sig om indbrud i villaer, lejligheder og landejendomme.

Har ikke spredt sig over landet

Det viser sig, at plageånderne ikke har spredt sig ligeligt over landet.

De tre politikredse, som dækker Fyn, Østjylland og Nordsjælland, er hårdest ramt. Her er der torsdag samlet blevet registreret henholdsvis 112, 103 og 101 indbrud.

På Fyn oplevede politiet en stigning i anmeldelserne midt i november, forklarer vicepolitiinspektør Jesper Weimar Petersen.

»Vi vurderede, at vi var ramt af omrejsende kriminelle grupperinger af indbrudstyve fra Østeuropa, derfor var indsatsen rettet mod at prøve at dæmme op for det«, siger Jesper Weimar Petersen.

Men trods indsatsen er kendsgerningen, at politikredsen ligger på den kedeligste plads i forhold til indbrud i julen.

»Vi skal ligesom hvert år evaluere vores indsats. Den har været målrettet, men har vi målrettet den nok i forhold til den situation, vi står i«, siger vicepolitiinspektøren.

49 anmeldelser i Nordjylland

I Nordjylland har politiet modtaget 49 anmeldelser. Tallene overrasker ikke vicepolitiinspektør Niels Kronborg.

Han hæfter sig ved, at politiet har været offensive og gjort en indsats for at nedbringe antallet.

Nordjyllands Politi har lavet ransagninger, efterforsket og i den forbindelse varetægtsfængslet flere personer.

»Vi har kørt en ret stor indsats op til jul i miljøet omkring dem, der laver indbrud. Der sidder nogle varetægtsfængslet nu, og de laver jo ikke indbrud«, siger Niels Kronborg.

På Bornholm er der ikke anmeldt nogen indbrud, mens der i København, som er landets største politikreds målt på indbyggertal, er anmeldt 42.

Kun på Bornholm og i Midt- og Vestjylland er færre anmeldt.

Statistikken over anmeldte indbrud har været faldende de senere år, hvor man i 2014 registrerede 1249 indbrud i juledagene. Det er siden faldet med omkring 40 procent.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her