Tænk som en tyv – gå på opdagelse i hjemmet og se, hvor nemt det er at bryde ind. Måske finder du fejl, som kan udbedres og gøre livet surt for den rigtige indbrudstyv.
Sådan lyder et af rådene fra Rigspolitiets nationale situations- og operationscenter oven på en af julesæsonens mere kedelige traditioner: de mange indbrud.
»Jo sværere det er at komme ind i husstanden, jo større er sandsynligheden for, at tyven afstår fra at begå indbrud. Derfor kan det være en god idé at prøve at lege indbrudstyv i sit eget hjem. Kig på det med indbrudstyvens øjne og se, om du kan gøre noget mere besværligt for ham«, siger vagtchef Ulrik Lindén fra Rigspolitiets center.
Et selvsyn kan potentielt afsløre, om der er behov for at installere nye vinduer, døre eller låse, fordi de gamle er for lette at dirke op.
Den lille juleleg kan vise sig at være en god tidsinvestering. Mellem 20. og 26. december i år modtog politiet i alt 741 anmeldelser om indbrud. Det viser Rigspolitiets opgørelse fra kredsene. Antallet forventes at stige de kommende dage i takt med, at folk vender hjem fra juleferie.
Dermed ligger antallet nogenlunde stabilt for tredje år i træk. Men sammenlignet med 2014, da politiet modtog 1.117 anmeldelser i samme periode, er der tale om et positivt fald på 44 procent. Ifølge Ulrik Lindén skyldes det formentlig, at både borgere og politiet har øget indsatsen over for tyveknægte.
»Borgerne er blevet bedre til at sikre sig gennem nabohjælp, ved at parkere bilen i naboens garage eller ved at ringe, hvis de ser noget mistænkeligt«, siger Ulrik Lindén og fortsætter:
»Vi fra politiet har også opprioriteret indsatsen på flere områder. Flere kredse afholder præventive samtaler med folk, vi ved har begået indbrud før, og som vi mistænker for at ville være aktive hen over julen. Andre kaldes ind til strafafsoning i juledagene, så vi sikrer os, at de ikke laver indbrud«.
Ulrik Lindén siger, at man generelt kan opdele indbrudstyvene i tre kategorier. Der er misbrugeren, de unge knægte og de organiserede bander, som både kan være danske og udenlandske.
Lindén vil ikke vurdere, om den politisk kontroversielle grænsekontrol, som har været aktiv siden 4. januar 2016, har haft en afskrækkende effekt på udenlandske kriminelle.
»Det ville være gætteri. Det er generelt svært at måle effekten af præventive indsatser. Politiindsatsen over for indbrud kører i mange forskellige spor, og det er svært at sætte procenter på, hvilke spor der har størst effekt«, siger vagtchefen.
Hjælp til ramte
Op til julen lavede YouGov og ejendomsmæglerkæden home en spørgeundersøgelse af, hvad danskerne selv gjorde for at sikre hjemmet i decemberdagene.
Af de 2.000 besvarelser fremgår det blandt andet, at 44 procent lader lyset brænde, musikken spille eller lignende for at afskrække tyven. Omtrent hver tredje har aftale om hjælp fra naboerne, mens hver femte har installeret alarm. En ud af ti bruger vovhund.
For de danskere, som har oplevet indbrud hen over julen, er der hjælp at hente. Hos Offerrådgivningen sidder 200 frivillige klar til at hjælpe, siger landsformand Knut Arild Gulbrandsen.
»I første omgang snakker vi oplevelsen igennem stille og roligt, for det kan være en ubehagelig omgang at have haft folk inde og rode i sit hjem. Hvis der er børn i hjemmet, som er utrygge, rådgiver vi om, hvordan man kan snakke med dem om det. Og vi taler om, hvad man kan gøre for at blive mere tryg i sit eget hjem«, siger Knut Arild Guldbrandsen.
Han fortæller, at den ubehagelige følelse efter et indbrud typisk går over efter to-tre uger. Men nogle mennesker kan have behov for psykologhjælp, siger landsformanden.
Et problem er, at indbrudstyven sjældent stilles til ansvar. I første halvår af 2018 anmeldte danskere i alt 26.226 indbrud, men kun 13 procent førte til sigtelser, viser Rigspolitiets statistikdatabase.
»Vores psyke kan have brug for en afslutning for at komme ordentligt videre, så det er uheldigt, hvis man ikke kan det«, siger Knut Arild Guldbrandsen.
Opklaringsprocenten er utilfredsstillende, mener Henrik Linden fra Rigspolitiets nationale situations- og operationscenter:
»Der bruges rigtig mange ressourcer nationalt og lokalt på at opklare indbrud, men succesraten er ikke imponerende. Jeg er overbevist om, at der stadig er plads til, at både vi og borgerne kan yde en endnu større indsats fremadrettet«.
fortsæt med at læse




























