Tre personer kørt med ambulance fra trafikulykke i Struer

Lyt til artiklen

I et kryds i Struer er to personbiler søndag eftermiddag kørt sammen, og mindst tre personer er kommet til skade.

De tilskadekomne er blevet kørt fra stedet i to ambulancer, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi søndag eftermiddag.

»To ambulancer med politieskorte på vej fra Struer til RGH Herning (Regionshospitalet Herning, red.) i forbindelse med færdselsuheld. Giv plads på strækningen, skriver politiet på Twitter.

Politiet fik anmeldelsen om sammenstødet klokken 15.05.

Vagtchefen ved politiet oplyser, at den ene bil ikke overholdt sin vigepligt i forbindelse med sammenstødet.

Politiet ønsker midt på eftermiddagen endnu ikke at oplyse noget om tilstanden på de tilskadekomne.

Ulykken fandt sted i krydset mellem Lindevej og Stadsbjergvej.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her