DMI advarer om stormflod nytårsdag ved flere fjorde

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Der kan om aftenen nytårsdag og onsdag komme stormflod ved Roskilde Fjord og Odense Fjord.

Sådan lyder varslet fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), der advarer om forhøjede vandstande på mere end 125 centimeter.

Om aftenen nytårsdag ventes en forhøjet vandstand på omkring 120 centimeter i Roskilde Fjord og Isefjord. Ved Odense Fjord ventes en forhøjet vandstand på 130 centimeter.

Ved Roskilde Fjord og Isefjord ventes vandstanden igen at være under 110 centimeter ved middagstid den 2. januar, fortæller vagthavende meteorolog Klaus Larsen.

»Det er værre omkring Fyn. Der stiger vandstanden omkring den 2. januar. Vi forventer, at det bevæger sig videre ned mod Lolland-Falster«.

»Især ved Lolland, den sydlige del af Fyn og Lillebælt kan vi komme op omkring 1,5 meter. Odense Fjord vil også stadig have forhøjet vandstand der på omkring 140 centimeter«, siger han.

DMI forventer, at vandstanden begynder at falde igen den 2. januar om eftermiddagen.

Det er et kraftlig blæsevejr, som gør, at der kan komme oversvømmelser, forklarer meteorologen. I første omgang kommer der en kraftig blæst fra vest.

»Det presser en masse vand ind i Skagerrak og den nordlige del af Kattegat«.

»I løbet af den 1. januar trækker lavtrykket langt østover, og vi får vinden ned i nord. Så bliver alt det her vand presset ned mod Sjælland og Fyn og smålandsfarvandet syd for Fyn og Lillebælt«, siger han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her