22 beboere tæt på brand i dækcenter er evakueret

Lyt til artiklen

Samtlige beboere i en etageejendom i Taastrup er natten til søndag blevet vækket og bedt om at forlade deres lejligheder. Det sker af frygt for, at en brand i en nærtliggende industribygning får fat i deres ejendom.

Det oplyser vagtchef Henrik Andreasen fra Københavns Vestegns Politi.

»Vi har for en sikkerheds skyld evakueret 22 personer fra ejendommen, fordi den ligger meget tæt på et dækcenter, som hærges af en voldsom brand. Beboelsesejendommen er helt uskadt, men vi tager ingen chancer, hvis flammerne nu skulle sprede sig«, siger han.

Derimod har flammerne fået godt fat i industribygningen, der ligger på Roskildevej 376.

»Bygningen brænder nok helt ned. Der er stadig flammer derude«, siger vagtchefen klokken 04.10. Det er præcis, to timer efter at brandvæsnet blev alarmeret.

»Heldigvis stiger røgen lige op i luften, så der skulle ikke være fare for at indånde røg«, siger han.

Dækcentret omfatter en administrationsbygning samt et værksted til udskiftning af dæk.

Politiet ved endnu ikke, hvordan branden er opstået. Ingen personer er kommet til skade ifølge de foreløbige meldinger.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her