Man starter en bevægelse, fordi man er dybt personligt involveret i et problem. Man taler om det til sine venner, og det viser sig mirakuløst, at de har eller har haft lignende problemer, som de bare aldrig har turdet komme frem med.
Eller problemet forekom dem dengang ikke som problem, men som en ganske fast del af tidens ånd. Man har antaget, at forholdene nu engang var sådan, som de var – en del af den naturlige tilværelses faste normer. Således gik kvinder ud og ind af fortidens film som opvartende personale, husbestyrerinde, hushjælp, sekretær og den lidt ældre model af kvinden – hende, der siger »Vil du have en kop kaffe« og skænker med Madam Blå, hende, der underholder og tilgiver og er i godt humør. Hun hed Liva Weel eller Ellen Gottschalch eller Agnes Rehni eller noget fjerde, var en fast karakter, som var kendt og elsket af publikum, og først lidt senere – i de originale Far til fire-film – blev hun ligefrem promoveret til at være den bigotte og sure, men netop derfor morsomme nabo, fru Sejersen. Agnes Rehni spillede sjældent nogen anden rolle.
