Næsten 70 procent af børn under 18 år i København har et navn, som ingen andre har. Men jyderne nærmer sig.

Hovedstadens beboere har unikke navne, mens vestjyder har ordinære


Danskere fejrer grundlovsdagen 2015 i Rigsdagsgården

   Foto: Philip Davali/POLFOTO
Danskere fejrer grundlovsdagen 2015 i Rigsdagsgården Foto: Philip Davali/POLFOTO
Lyt til artiklen

To ud af tre børn under 18 år i Københavns Kommune har en unik navnekombination.

Det vil sige, at de er de eneste i Danmark med netop den kombination af deres første fornavn og efternavn. Lige efter Københavns Kommune kommer Ishøj og Frederiksberg Kommuner, og derefter kommer Gentofte og Brøndby. I alle de nævnte kommuner har mellem 64 og 69 procent et unikt navn. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik.

Helt overordnet har kommunerne omkring Hovedstaden landets højeste andele af personer med en unik navnekombination, hvorimod kommunerne i Nordjylland og langs den jyske vestkyst har de laveste andele. Morsø Kommune har landets laveste andel med 32 procent og derefter følger Jammerbugt med 34,6 og Skive med 35,1 procent.

Det er afdelingschef, Dorthe Larsen fra Danmarks Statistik, der står bag undersøgelsen, og der er flere årsager til, at tallene ser ud, som de gør.

»Jo længere østpå vi kommer, jo mere kreativ er man med hensyn til stavemåder. Der er også flere østpå, der får børn uden at være gift. Så får barnet begge forældres efternavne, mens dem, der får børn vestpå i højere grad er gift, når de får børn, og så får barnet kun et efternavn«.

Det spiller også ind, at der i hovedstadsområdet er flere kommuner med mennesker, der har rødder i andre lande.

»Vi kan jo se, at der er blandt de kommuner med flest unikke navne er nogle ret indvandrertunge kommuner, så det tæller også«, siger Dorthe Larsen.

De almindelige

Det paradoksale ved statistikken om almindelige og ualmindelige navne er, at det er forbudt at nævne de mest ualmindelige, for så vil alle vide, hvem der er tale om, da de pågældende er de eneste i landet, der hedder det.

De mest almindelige navne er der dog ingen grund til at holde hemmelige, og ingen kvinder kan derfor føle sig berettiget krænkede, når Danmarks Statistik slår fast, at det mest almindelige kvindelige navn er Kirsten Nielsen.

690 danskere hedder Kirsten Nielsen, som er skarpt forfulgt af Kirsten Jensen. Dem er der 685 af, og på en tredjeplads klemmer Hanne Nielsen sig ind. Det er der, 607 kvinder, der reagerer på, før Kirsten igen møver sig ind. Denne gang med efternavnet Hansen. Dem er der 585 af på navnelisten. Nummer fem er Helle Nielsen. 543 kvinder lyder det navn.

Hos mændene har Michael overtaget. 622 hedder Michael Jensen, 618 hedder Henrik Nielsen, 599 hedder Michael Nielsen, 561 hedder Michael Hansen og 554 hedder Henrik Jensen.

Disse tal gælder dog kun, hvis der er tale om det fulde navn.

Faktisk er der hele 3233, hvis fornavn er Jens, og hvis efternavn er Jensen. Men mange af dem har så et eller flere mellemnavne, og derfor er Jens Jensen ikke det mest almindelige fulde navn, men det mest almindelige navn, hvis der kun er tale om første fornavn og sidste efternavn.

Hos kvinderne er Kirsten urørlig, hvordan man end vender og drejer det, og selv om de danske vuggestuer og børnehaver i øjeblikket er fyldt med børn, der hedder Ida, Ella, Emma, Alma og Sofia, som er nutidens populæreste pigenavne, er der stadig flere danske kvinder der hedder Kirsten, Anne, Mette, Hanne, Helle, Susanne og Lene.

Hos drengene er de populæreste navne i øjeblikket, William, Noah, Lucas, Malthe og Oscar, men de almindeligste danske mandenavne er Jens, Hans, Michael, Lars og Henrik, ligesom Jensen, Hansen, Larsen og Nielsen stadig er langt de almindeligste efternavne.

Vi er alle unikke

Men selv om det tager lang tid, før Jens Jensen og Kirsten Nielsen bliver slået af banen, er der flere og flere, der får unikke navne. I hele landet har 39 procent nu en unik kombination af første fornavn og efternavn, og når Danmarks Statistik ser på hele navnestrengen, hvilket vil sige samtlige fornavne og efternavne en person måtte have, er andelen for befolkningen som helhed 79 procent. For de navngivne 0-årige er det endnu mere.

»Hvis vi ser på andelen af nyfødte over hele landet, der får et unikt navn, så er det næsten alle. 97 procent af alle nyfødte får et helt unikt navn. Det betyder, at der er ingen andre end dig, der har lige præcis den navnekombination«, siger Dorthe Larsen, og hvad angår de nyfødte er forskellen mellem københavnere og vestjyder ikke så markant.

Over 98 procent af københavnske nyfødte får et unikt navn, mens det er omkring 90 procent af vestjyderne.


Olav Hergel

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her