»Jeg kan fortsat stå helt inde for mine udtalelser, som aldrig har haft til formål at skade PET. Tværtimod«.
Sådan siger tidligere PET-chef Jakob Scharf, efter at Københavns Byret fredag eftermiddag idømt ham fire måneders ubetinget fængsel for at have brudt sin tavshedspligt. En dom, som Scharfs forsvarer betegnede som hård, og som Jakob Scharf nu vil overveje, om han skal anke.
»Jeg har altid taget tavshedspligten meget alvorligt, både mens jeg var chef for PET og efterfølgende. Men jeg har også altid ment, at tavshedspligten ikke udelukkede en vis åbenhed om PET, og at en sådan åbenhed ikke bare er hensigtsmæssig i forhold til efterretningstjenestens arbejde, men også nødvendig i et demokratisk samfund«, siger Jakob Scharf i en skriftlig udtalelse.
Tidligere PET-chef Jakob Scharf får fire måneders fængsel»Der har været fuld åbenhed om min medvirken til bogen og om indholdet af mine udtalelser til brug for bogen, og jeg kan fortsat stå helt inde for mine udtalelser, som aldrig har haft til formål at skade PET. Tværtimod. Københavns Byret har skulle tage stilling til 28 af mine udtalelser i bogen. I intet tilfælde er der fremlagt konkrete beviser for, at jeg skulle have overtrådt min tavshedspligt, og i realiteten har bevisbyrden været vendt om, så jeg har skulle føre beviset for, at jeg i hver enkelt tilfælde har overholdt min tavshedspligt. Det er i sagens natur en vanskelig, ja nærmest uoverkommelig, opgave«.
Jakob Scharf skriver, at han valgte at lade sig interviewe til bogen ”Syv år for PET”, »fordi der var tale om en vigtig bog, hvor jeg baseret på mine erfaringer som chef for PET kunne bidrage til den bredere samfundsmæssige forståelse af udviklingen i terrortruslen og ikke mindst forebyggelsen og bekæmpelsen af terrorisme«.
»Bogen indeholder mere end 450 udtalelser fra min side, og jeg har i forbindelse med alle mine udtalelser til bogen fulgt nøjagtig samme linje, når det gælder åbenhed og fortrolighed, som mens jeg var chef for PET«.
fortsæt med at læse


























