Der er ikke mange anmeldelser af seksuelle krænkelser på CBS.
Det understøtter opfattelsen af, at de er normaliserede på det københavnske universitet.
Sådan lyder en af konklusionerne i en rapport om krænkelser på institutionen. Her er de hen ved 22.000 studerende via nettet blevet spurgt om deres erfaringer med overgreb på studiet. 429 har svaret. Det er deres besvarelser, CBS bygger sin undersøgelse af forholdene på.
Problematisk svarprocent
Om det er et godt grundlag at basere nogle konklusioner på, står åbent. For eksempel kunne det lave antal anmeldelser være et resultat af, at der ikke er ret mange krænkelser at anmelde. Spørgsmålet er, om rapporten hviler på en solid metode. En ekspert er forbeholden over mængden af svar.
»429 er ikke nødvendigvis et lavt tal, men det er potentielt problematisk. Er folk repræsentative? Det er selvfølgelig en problematisk lav svarprocent«, advarer lektor Bo Markussen fra Institut for Matematiske Fag ved Københavns Universitet.
»Det er klart, at hvis man lægger sådan nogle spørgsmål ud vil svarene typisk stamme fra dem, der har noget at komme med. Hvis halvdelen svarer, at de har været udsat for krænkelser, er det stadig udelukkende 200 ud af 22.000. Det gør det svært at komme med stærke konklusioner om det«, påpeger han.
Bred vifte af krænkelser
De adspurgte i CBS-undersøgelsen er blandt andet blevet spurgt om, hvad seksuelle krænkelser består i. Det viser sig, at det ikke blot er uønskede kram eller at få tilsendt intimbilleder uopfordret, men at det for hver fjerde kan handle om uønskede invitationer til at tage på en date eller det, at en medstuderende kigger på ofrene på upassende vis.
»Tallene viser, at en stor del af den opførsel, der opfattes som seksuelt krænkende, ikke desto mindre er anset for at være acceptabel eller normal optræden i studentermiljøet«, konkluderes det i rapporten.
At det kan være et vanskeligt farvand at manøvrere i, understreges af en af de adspurgtes kommentar til spørgsmålene: »Det er op til den enkelte, hvornår det er en seksuel krænkelse og hvornår det blot er en flirt eller for sjov«.
Dansk opførsel chokerer
Professor Sara Louise Muhr er medforfatter til rapporten. Hun var fredag ikke at træffe på universitetet, men til CBS-bladet Wire konkluderer hun med henvisning til undersøgelsen, at »seksuelle krænkelser er et aktuelt og betydeligt problem for de studerende«.
»Vi overvejer end ikke at søge professionel hjælp eller rådgivning, når vi oplever seksuelle krænkelser, fordi vi ikke altid opfatter det som krænkelser«, tilføjer professoren, der også ser kulturelle forskelle i besvarelserne: »De internationale studerende i undersøgelsen tilkendegiver i kommentarerne, at de finder danskernes opførsel over for hinanden chokerende og at vor humor ofte på en eller anden måde er ganske nedladende«.
Af undersøgelsesrapporten fremgår, at 63 procent af dem, der svarede, identificerede sig som kvinder, 37 procent som mænd og et par stykker identificerede sig som ’Andet’. 61 procent anser deres hovednationalitet for at være dansk, hedder det.
fortsæt med at læse




























