I Fælledparken i København boltrer børn sig på en grøn legeplads. De er tydeligt glade for de grønne omgivelser. Hvad de ikke ved, er at det måske også vil komme dem til gavn senere i livet. Forskere har nu påvist en sammenhæng mellem de grønne omgivelser og vores psykiske helbred: »Jeg var overrasket over, hvor klar tendensen var i alle de psykiske lidelser, vi undersøgte. Det, synes jeg faktisk var meget imponerende. Og på et mere tydeligt plan end jeg havde turde håbe på«, siger postdoc Kristine Engemann fra Aarhus Universitet og Center for Registerforskning. Hun har stået i spidsen for undersøgelsen, der netop er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences.
En million danskeres adresser og psykiske helbred er hentet fra cpr-registret og sammenlignet med satellitbilleder, der viser grønne områder for hele landet. Forskerne har kortlagt grønne områder omkring hver danskers hjem i de første ti barndomsår. Det er muligt i dag, da der er satellitbilleder tilbage fra 1985.


























