Sådan er svindlen med udbytteskat blevet undersøgt indtil nu.

Tidslinje over udbytteskandalen: Fra chokket til jagten på ansvaret

Lyt til artiklen

25. august 2015: Chokket

Skat anmelder formodet svindel med refusion af udbytteskat for milliarder.

24. september 2015: Første forklaring

Skatteministeriets interne revision i hasteundersøgelse: »Mangelfulde interne kontroller, usammenhængende og forældet datastruktur samt manglende placering af overordnet ansvar for opgaven gjorde det muligt at svindle med udbytteskatten«.

25. september 2015: Direktør peger nedad

Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen, udpeger en direktør, to underdirektører og en personaleleder som mulige ansvarlige. De bliver sendt hjem så »der ikke skal opstå tvivl om«, at de »ikke kan påvirke videre undersøgelser«.

Februar 2016: Det har sejlet

Skats retssikkerhedschef beskriver i rapport, at op til 11 kontorer hos Skat har været involveret i refusion af udbytteskat. Det overordnede ansvar blev aldrig placeret.

24. februar 2016: Statsrevisorer peger opad

Statsrevisorerne »påtaler på det skarpeste, at Skat har ført en helt utilstrækkelig kontrol med udbetalingerne af refusion af udbytteskat, og at Skatteministeriets tilsyn har været særdeles mangelfuldt«.

5. marts 2016: Hjemsendt siger fra

En af de hjemsendte, direktør Jens Sørensen, skriver i et åbent brev, at Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen, har fortiet sit eget ansvar.

26. august 2016: Direktøren ryger ud

Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen, afskediges. Skatteministeriet kender nu Kammeradvokatens undersøgelse – den stemmer ikke med Rønnow Simonsens version.

31. august 2016: Hjemsendte går fri

Kammeradvokaten: De hjemsendte kan ikke gøres ansvarlige. Det blev »lagt åbent og utvetydigt frem for direktionen«, inklusive Jesper Rønnow Simonsen, at der var alvorlige problemer med manglende kontrol med refusion af udbytteskat, og at systemet lå åbent for misbrug..

16. december 2016: Advokatundersøgelsen

Et flertal i Folketinget aftaler at iværksætte en advokatundersøgelse af udbyttesagen.

19. december 2017: Ansvaret placeres ... ikke

Advokatundersøgelsen fra Bech-Bruun kritiserer både Skatteministeriet og Skat for at have sovet i timen, mens svindlere løb med milliarderne. Men undersøgelsen finder ikke grundlag for at placere ansvaret hos nuværende eller tidligere medarbejdere i Skatteministeriet og Skat.

19. februar 2018: Ind i kommissionen

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) gør klar til at føje svindlen med udbytteskat til opgavelisten for Undersøgelseskommissionen om Skat, som blev nedsat i 2017 til at kulegrave nogle af Skats skandalesager.

5. marts 2019: Afhøringer begynder

Undersøgelseskommissionen om skat indleder afhøringer af de 106 vidner, som foreløbig er indkaldt i undersøgelsen om svindel med udbytteskat. Afhøringerne fortsætter efter planen indtil december i år.

John Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her