Han så hende ganske enkelt slet ikke. Det er den forklaring, en tjekkisk chauffør har givet til politiet i Odense efter en højresvingsulykke torsdag middag, hvor en 75-årig kvindelig cyklist blev kørt ned bagfra.
De kom begge kørende ad Havnegade mod krydset ved Toldbodgade. Hun skulle ligeud. Han skulle til højre. Og endte med at ramme hende med fronten, så hun blev dødeligt kvæstet og erklæret død nogle timer senere.
Chaufføren er nu sigtet for uagtsomt manddrab og løsladt.
Cyklistformand: Krydset er o.k.
Det kryds, offeret blev kørt ihjel i, er indrettet på gammeldags vis med en snæver cykelbane og lyssignaler, der giver grønt til alle samtidig, selv om der blandes lette og tunge trafikanter i krydset.
Egentlig synes den lokale formand for Cyklistforbundet i Odense, Jens Henriksen, ikke, at krydset er særskilt slemt.
»Selve cykelbanen er meget smal. Det må man sige. Men cyklisterne har stopstreg et godt stykke længere fremme. Så jeg synes ikke – med fare for at virke alt for positiv – at der er så farligt i det kryds«, siger han.
Ulykkesgruppe skal analysere det skete
Fra Odense Kommune meddeles det, at man vil vente på bilinspektørens rapport, før man ser på, om der skal ændres på krydset.
Kommunen har sammen med sygehuset i Odense og Fyns Politi en særlig ulykkesgruppe, der træder sammen, når der har været ulykker.
Men det sker først, når efterforskningen af ulykken er tilendebragt.
Lastbilen, som kørte kvinden ned, havde en tjekkisk chauffør siddende i det høje førerhus. Ved en meget omtalt højresvingsulykke i februar sidste år i Odense blev en ung gymnasieelev kørt ihjel, da hun blev ramt af en spanskindregistreret lastbil, ført af en ukrainsk chauffør.
Cykelkultur kan måske forvirre chauffører
De udenlandske chauffører kan udgøre et særskilt problem, frygter Jens Henriksen. De er måske slet ikke vant til at køre i områder med mange cyklister. Det kan, vurderer han, spille en rolle i ulykkerne.
Og det rejser spørgsmålet, om der på stedet var tilstrækkelig afmærkning af cykelbanen og den vej, ligeudkørende cyklister tager over krydset.
»Det er svært at indrette de her lyskryds, så de henvender sig til alle chauffører fra udlandet. Det er ikke for at klandre dem, men vi har en anden trafikkultur med de mange cykler. Det er en stor udfordring, vi har«, mener Jens Henriksen.
Efter ulykken i februar ændrede Odense Kommune på rytmen i lyskrydset, så cyklister fik længere tids grønt i krydset Svendborgvej/Drejebænken. Forinden havde Fyens Stiftstidende vist, hvordan cyklister fik få sekunders grønt i krydset, hvor den unge kvinde blev kørt ned.
fortsæt med at læse




























