Nordmænd, svenskere og finner på især højrefløjen drømmer om danske tilstande. Paradigmeskifte, asylbremse og sprogkrav er blandt nøgleordene.

Sådan kopierer nordiske partier dansk udlændingepolitik

Sylvi Listhaug er tidligere norsk indvandringsminister og var i sidste uge i Danmark for at få inspiration til Fremskrittspartiets kommende udlændingepolitik. Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Sylvi Listhaug er tidligere norsk indvandringsminister og var i sidste uge i Danmark for at få inspiration til Fremskrittspartiets kommende udlændingepolitik. Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Lyt til artiklen

Flere nordiske partier har i disse dage rettet blikket mod Danmark og den danske udlændingepolitik.

Partier i både Norge, Sverige og Finland lader sig i stor stil inspirere af den førte udlændingepolitik, som et bredt flertal i Folketinget som oftest står bag.

Her følger en række konkrete eksempler på dele af den dansk udlændingepolitik, der enten inspirerer i eller allerede er kopieret til nogle af de øvrige nordiske lande:

Norge

Regeringspartiet Fremskrittspartiet skal lave nyt partiprogram i 2021 og skeler i den forbindelse til Danmark, når det handler om udlændingepolitikken.

Tidligere indvandringsminister Sylvi Listhaug står i spidsen for arbejdet og vil for eksempel gerne kopiere det danske paradigmeskifte, hvor fokus er flyttet fra integration til hjemsendelse.

Andre oplagte kopivarer er ifølge Listhaug et stop for kvoteflygtninge, den lave integrationsydelse, loft over familiesammenføringer og en ghettoplan.

Som minister indførte Sylvi Listhaug desuden et indrejseforbud for såkaldte hadprædikanter efter dansk forbillede.

Sverige

Med den såkaldte januaraftale, det svenske regeringsgrundlag, blev det aftalt at indføre sprogtest og en kundskabstest som nye krav for at få statsborgerskab. To krav, der i årevis har været stillet for at få dansk statsborgerskab.

Særligt partiet Sverigedemokraterna har ladet sig inspirere af Danmark, og partileder Jimmie Åkesson udpegede sidste år Hvidovre som et forbillede.

Han var særligt imponeret af Hvidovre Kommunes arbejde med at bekæmpe ghettodannelser.

Finland

Det tidligere regeringsparti De Sande Finner henviser i et nyligt valgoplæg til Danmark og den danske udlændingepolitik syv gange.

Det finske højrefløjsparti vil ligesom Danmark indføre et stop for kvoteflygtninge og ligeledes kopiere Danmarks asylbremse, der gør det muligt at stoppe al asylbehandling ved grænsen i krisetider.

De Sande Finner står til omkring 12 pct. af stemmerne frem mod næste måneds parlamentsvalg.

Johan Blem Larsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her