I sin beskrivelse af Storbritanniens katastrofale exit fra sit indiske imperium i 1947 skrev forfatteren Paul Scott, at briterne i Indien »mødte afslutningen på det, de havde været« – altså afslutningen på deres eksalterede selvopfattelse. Scott blev som andre chokeret over, hvordan briterne, som havde regeret Indien i mere end hundrede år, hensynsløst og over hals og hoved dømte landet til splittelse og anarki. Hvordan Louis Mountbatten, der af den højreorienterede historiker Andrew Roberts har fået det præcise skudsmål en »løgnagtig, indskrænket svindler«, som den sidste britiske vicekonge af Indien kom til at regere over 400 millioner menneskers skæbne.
Storbritanniens brud med EU er ved at udvikle sig til endnu et moralsk svigt fra landets magthaveres side. Tilhængerne af Brexit, der forfølger deres fantasier om imperietidens styrke og selvtilstrækkelighed, har de sidste par år igen og igen afsløret deres overmod, stædighed og uduelighed. Og skønt premierminister Theresa May oprindelig var tilhænger af at blive i EU, har hun føjet dem i deres arrogante forstokkethed ved at tvinge Brexit ned i en åbenlyst urealistisk tidsplan på to år og fremsætte ultimative krav, som har undermineret forhandlingerne med Bruxelles og indbragt hende det ene nederlag efter det andet i det britiske parlament.
