Sporarbejde og signalfejl påvirker alle S-tog onsdag morgen.

Ændringer på alle S-tog giver forsinkelse

Der er onsdag morgen forsinkelser på s-togene i København. Næsten alle linjer er berørt. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Der er onsdag morgen forsinkelser på s-togene i København. Næsten alle linjer er berørt. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Der er onsdag morgen ændringer på alle S-togslinjer. Det oplyser informationschef ved DSB Tony Bispeskov.

»Ændringerne rammer samtlige linjer. Det skyldes akut sporarbejde, som Banedanmark har konstateret mellem Valby og Frederikssund. Oveni det er der også kommet fejl på et sporskifte i Hellerup«, siger Tony Bispeskov.

Alle berørte linjer kører uregelmæssigt og med forsinkelse, lyder det.

»Ændringer varierer mellem, at der kører færre og forsinkede toge, til der også kører kortere toge. Hvor der normalt plejer at være 10-minuttersdrift, kan man nogle steder forvente 20-minuttersdrift«, siger Tony Bispeskov.

Linje A kører med færre S-tog mellem Hillerød og Hundige og standser på Bernstorffsvej. Linje C kører med færre S-tog og kører kun mellem Ballerup og Klampenborg. Linje E kører med færre S-tog. Linje H kører Frederikssund - Ballerup og standser på alle stationer. Linje F kører med færre S-tog.

På en enkelt strækning vil passagerer skulle benytte sig af togbusser. Det drejer sig om linje B mellem Dyssegård og Buddinge.

Det er uvist, hvilken tidshorisont der er for forsinkelserne.

Informationschefen ved DSB forventer ikke, at togdriften vil blive påvirket på samme måde de kommende dage.

Han henviser til, at kunder, der har oplevet store forsinkelser, benytter sig af rejsegarantien.

DSB kommer med en ny status omkring klokken ni.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her