I de første tre måneder af 2019 er der registreret det laveste antal af asylansøgere i Danmark på et kvartal siden 2008.
I januar, februar og marts er der således registreret cirka 620 asylansøgere i Danmark. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er tilfreds med udviklingen.
»Det glæder mig, at asylantallet fortsat er lavt. Vi har i regeringen gennemført 112 stramninger af udlændingepolitikken, siden vi trådte til, og det har haft en klar effekt.
»Derfor er det afgørende, at vi holder fast i en stram udlændingepolitik, siger Inger Støjberg i en pressemeddelelse.
Til sammenligning blev der registreret cirka 830 asylansøgere i samme periode sidste år.
De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, mener, at udviklingen bør føre til ændringer i den danske udlændingepolitik.
»I årets første tre måneder kom 620 asylansøgere til Danmark. Det er det laveste siden 2008. Alligevel mener Venstre stadig ikke, tiden er inde til at tage imod kvoteflygtninge.
»Vil vi virkelig være et land, der siger nej, når 500 af verdens allersvageste mennesker kommer og banker på, skriver Morten Østergaard på Facebook.
ritzau




























