Han slår ikke det tidligere folketingsmedlem Viggo Fischer, som under en afhøring i Tamilsagen i 1991 107 gange sagde »det husker jeg ikke« eller tilsvarende, men René Frahm Jørgensen kom tæt på: Flere end 70 gange svarede den tidligere underdirektør i Skat med variationer over »det erindrer jeg ikke«, når han blev spurgt til sin rolle i svindlen med udbytteskat, som kostede statskassen 12,7 milliarder kroner.
Så påfaldende blev det under tirsdagens daglange afhøring af René Frahm i Undersøgelseskommissionen om Skat, at kommissionsformand Michael Ellehauge til sidst spurgte den tidligere underdirektør i Skat, hvordan han egentlig havde varetaget sine opgaver.


























