Påstand:»Socialdemokratiet foreslår et klimamål på 60 procent CO2-reduktion i 2030. Med den politik, Venstre [har] fået vedtaget, når vi en reduktion på 60,6 procent – endda selv hvis der ikke blev taget flere nye initiativer. Vi skaber et grønnere Danmark« - finansminister Kristian Jensen (V), 19. maj på Twitter.
Der er rift om at have de grønneste fingre i dansk politik under valgkampen. Men de langsigtede fremtidsplaner kan også være luftige og svære at holde rede på. Lørdag aften meldte Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen (S), i Politiken, at partiet vil forpligte sig til at reducere udslippet af »drivhusgasser« i Danmark med 60 procent i år 2030.



























