Man må minde sig selv om, at éns erindringer ikke altid har interesse for de yngre, skriver Bettina Heltberg.

Uden filter: Marokkopuden var udfyldt med stumper af forældrenes kærlighedsbreve

Bettina Heltberg finder en gammel erindringsbog frem, hvor forfatteren fortæller, at den gamle slidte puf, som faren havde bragt hjem fra en rejse til Indien, viste sig at være fyldt med stumper af forældrenes kærlighedsbreve. 
   Foto: Jens Henrik Daugaard/POLFOTO
Bettina Heltberg finder en gammel erindringsbog frem, hvor forfatteren fortæller, at den gamle slidte puf, som faren havde bragt hjem fra en rejse til Indien, viste sig at være fyldt med stumper af forældrenes kærlighedsbreve. Foto: Jens Henrik Daugaard/POLFOTO
Lyt til artiklen

Ja, vist erindrer vi. J.L. Heiberg skrev i 1836 sin vaudeville ’Nej’, hvori kandidat Hammer følger efter den smukke Sophie i Kongens Have og får et værelse hos hendes far i Lille Kirkestræde.

Altså en stalker, men det var der ikke tale om dengang. Melodien er også sød. Og jeg erindrer – der er den! – hvordan mine forældre opførte ’Nej’ i den ene stue, mens vi to børn sad som tilskuere i den anden. Min far havde slåbrok og pibe, min mor var koket og varierede sit ’nej’ på adskillige finurlige måder. Og det mærkelige var, at min far var bedst. Men det er så 60-70 år siden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her