I 2021 træder den nye boligskattereform i kraft. Reformen er helt afgørende for, hvad boligejere over hele landet kommer til at betale i boligskat om små to år. Og hvis du allerede her tænker ’åh, hvordan er det nu med den’, så er du langt fra den eneste.
En undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har lavet for Finans Danmark, der er brancheorganisation for penge- og realkreditinstitutter, viser nemlig, at 6 ud af 10 – 58 procent – af de adspurgte ikke ved, om de skal betale mere eller mindre i ejendomsskat, når reformen træder i kraft.




























