Flyvende læger havde 3989 redningsopgaver sidste år

Især danskere med hjerte-kar-sygdomme transporteres af lægehelikoptere. De rykker ud til flere patienter end i 2017, viser ny opgørelse.  Foto: Sebastian Buur Gunvald/POLFOTO
Især danskere med hjerte-kar-sygdomme transporteres af lægehelikoptere. De rykker ud til flere patienter end i 2017, viser ny opgørelse. Foto: Sebastian Buur Gunvald/POLFOTO
Lyt til artiklen

De flyvende læger i landets tre lægehelikoptere havde travlt sidste år.

Hele 3989 missioner blev det til. Det svarer til, at hver helikopter fløj tre til fire missioner i døgnet.

Det er en stigning på knap ti procent i forhold til 2017, fremgår det af årsrapporten for den landsdækkende helikopterordning.

Kvindelig patient i ambulance dræbt i trafikulykke

Der var flest flyvninger til det vestlige og sydlige Jylland samt den sydlige og vestlige del af Sjælland.

Derudover er der en del flyvninger til øerne Ærø, Bornholm, Samsø og Læsø.

»Helikopterne bidrager til, at folk i tyndt befolkede egne også får hurtig og kompetent hjælp«, siger Danske Regioners formand, Stephanie Lose (V), i en pressemeddelelse.

Flyver især med patienter med hjerte-kar-sygdomme

Det er især patienter med hjerte-kar-sygdomme, som helikopterne flyver med.

Det gælder for 44 procent af patienterne.

20 procent af patienterne havde neurologiske sygdomme, og 18 procent af patienterne var tilskadekomne med traumer, eksempelvis fra en færdselsulykke.

Alt tyder på, at patienterne er godt tilfredse med den lægebehandling, de får om bord på helikopterne.

I en tilfredshedsundersøgelse blandt 510 patienter svarer 93 procent således 'meget godt', mens 7 procent svarer 'godt'.

Lægehelikopterne drives af regionerne, og alle helikoptere kan operere på tværs af landet.

De tre helikoptere har baser i Skive, Billund og Ringsted. Budgettet var sidste år 135 millioner kroner.

Med finanslovaftalen for 2018 blev det besluttet at udvide ordningen med en fjerde helikopter fra januar 2019.

Den fjerde helikopter har indtil videre base i Aalborg Lufthavn, indtil en base ved Saltum i Jammerbugt Kommune er klar i 2020.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her