Når flere partier i disse dage på skift forhandler med den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, om at gøre hende til statsminister, har spørgsmålet om den omdiskuterede offentlighedslov været bragt på bane. Både SF, EL og R har længe haft ønsker om kraftige lempelser af loven, der regulerer adgangen til aktindsigt i eksempelvis ministerier.
»Forløbet under den sidste regering har vist, at hvis vi skal have ændringer igennem, så er det i en situation, hvor man kan sætte tommelskruerne på Socialdemokratiet«, forklarede eksempelvis Zenia Stampe (R) i sidste uge til Information om de nuværende forhandlinger.




























